Arne og Tore har mælkeproduktion langt nord for Polarcirklen
På Parken Gård producerer de mælk på græs som eneste grovfoder. Gennemsnitsydelsen for de 35 årskøer er 7.000 kg mælk
- Havde det været i dag, vi skulle bygge ny stald, ville vi have overvejet robot-malkning, siger Arne Karlstrøm.
Her i sommermånederne ligger afregningsprisen på mælk på cirka fem kroner og 90 øre pr. kg mælk af bedste kvalitet - inklusive sæsontillæg og et stort såkaldt distriktstilskud.
400 kilometer nord for Polarcirklen
Brødrene Karlstrøms bedrift ligger ved bebyggelsen Langfjordbotn cirka 80 kilometer vest for byen Alta i Finnmark i Nordnorge - cirka 400 kilometers kørsel nord for Polarcirklen. Her på egnen ligger nogle af Europas nordligst beliggende landbrug.
Landbrugene heroppe ligger typisk inde i fjordene, som har en afkølende virkning om sommeren, men luner om vinteren. Der er midnatssol fra den 20. maj til den 20. juli, og i perioden 15. november til 5. februar kommer solen slet ikke op over horisonten.
Arne Karlstrøm synes ikke, det gør noget, at solen slet ikke viser sig i mere end to og en halv måned om vinteren.
- Det, at vi ikke ser solen, betyder jo ikke, at det er fuldstændigt mørkt hele tiden her, hvor vi befinder os på 70 grader nord og er tættere på Nordpolen end på Oslo. Himlen har tit sådan en smuk farve i denne periode, konstaterer den nordnorske landmand.
En lang vinter
- Vinteren sætter ind fra sidste halvdel af oktober og slipper først sit tag, når foråret kommer fra slutningen af maj.
De to brødre er tredje generation på Parken Gård. Deres bedstefar begyndte at købe jord op på stedet i 1925.
- Vi overtog gården i 1992 sammen med en nabogård, hvor der var noget mælkekvote, fortæller Arne Karlstrøm, der er 52 år.
Han er gift med Marianne, som han har to børn på 15 og 18 år med. Ingen af børnene har vist nogen interesse for landbruget.
Brødrene Karlstrøm har egne maskiner til at klare alt markarbejdet. Der er kun begrænset maskinsamarbejde med naboer, da det er vanskeligt at få til at fungere på grund af den korte, hektiske vækstsæson.
Sælger tyrekalvene
Udover de 35 årskøer af stor race består besætningen af hundyropdræt.
- Vi har ikke plads til tyrene, så dem sælger vi til andre kvægbrugere, der har plads til at fede dem op. Det er mælkeproduktionen, der giver pengene, så det er den, vi prioriterer, fortæller mælkeproducenten fra Langfjordbotn.
- Selv om vi hele tiden bliver færre mælkeproducenter her i Norge, er der stadig fem bedrifter tilbage indenfor en radius på 4-5 kilometer herfra. Men det er også usædvanligt, siger han.
Der hører cirka 700 dekar (70 hektar) til gården, hvoraf der dyrkes græs som eneste afgrøde på de 60 hektar. Der bjærges i gennemsnit for en vækstsæson cirka 500 kg tørstof pr. dekar, svarende til 5.000 kg pr. hektar.
Stigende græsudbytter
På en del af græsarealet sås der 1-årigt rajgræs, der anvendes til afgræsning fra begyndelsen af juni til sidst i september. Til slæt anvendes der blandt andet engsvingel og timote, der kan overvintre så langt mod nord.
Græsmarkerne tildeles både kunstgødning og husdyrgødning svarende til de maksimalt tilladte 15 kg kvælstof pr. dekar (150 kg pr. hektar).
- Græsudbytterne har været stigende i de senere år, fordi der kommer mere regn i forsomrene end tidligere. Vi har imidlertid kun brug for at tage ét slæt, hvilket typisk sker midt i juli. Nogle gange tager vi dog et andet slæt, som vi laver i rundballer og wrapper, fordi der ikke er plads i vores plansilo, fortæller Arne Karlstrøm.
Arealtilskud
Når han og broderen driver så store arealer i forhold til det grovfoder, de skal bruge, er det, fordi de får 290 norske kroner pr. dekar i arealtilskud (cirka 2.450 danske kroner pr. hektar).
Efterspørgslen efter jord er meget beskeden i området. Jordprisen er derfor kun 1.000-2.000 norske kroner pr. dekar (8.500-17.000 danske kroner pr. hektar). Forpagter man jord, koster det kun et symbolsk beløb.
I stalden, der er opført i træ, er der madrasser i sengebåsene, og der strøs med savsmuld. Stalden er uisoleret, men lukket med en vinddug i siderne for at holde den hårde vinterkulde ude.
Kalvene opstaldes i en isoleret stald, indtil de er 5-6 måneder gamle. Herefter flyttes de ind i den uisolerede kostald med de øvrige dyr.
Fodrer med minilæsser
- Da vi byggede vores kostald for 10 år siden, udstyrede vi den med en skinnekørende fodervogn. Den har vi siden taget ud af brug og udfodrer i stedet græsensilage hver anden dag med en minilæsser. Kraftfoderet tildeler vi med transponderstyrede kraftfoderautomater, fortæller den nordnorske kvægbruger.
Besætningens gennemsnitydelse er cirka 7.000 kg mælk pr. årsko med 4,05 procent fedt og 3,30 procent protein.
- Smørkrisen her i Norge for nogle år siden førte til, at vi begyndte at blive afregnet for mælkefedt - og her på det seneste også for protein, beretter Arne Karlstrøm.
Sæsontillæg om sommeren
Køerne på bedriften kælver året rundt. Dog styres der efter flest kælvninger om foråret og forsommeren, fordi der udbetales et sæsontillæg om sommeren.
Sæsontillægget udbetales for at stimulere mælkeproduktionen om sommeren, hvor den generelt er lav. Mange norske landmænd golder nemlig køerne om sommeren af arbejdsmæssige årsager.
Mælken fra Parken Gård leveres til det store andelsejede norske mejeriselskab Tine’s mejeri i Alta 80 kilometer væk.
- Vi har et vigtigt, solidarisk princip i Tine, nemlig at mejeriet henter mælken fra alle bedrifter, uanset koantal og afstande, pointerer Arne Karlstrøm.
- Nede i Sydnorge er der nogle få mindre private mejerier, som har etableret sig i lukrative, afgrænsede områder med mange mælkeproducenter, fortæller han.
EU-modstander
Ydelseskontrollen og den faglige rådgivning sker igennem Tine, der desuden samarbejder med den norske kvægavslforening Geno.
På Parken Gård bruges dyrlægen til at inseminere køerne og kvierne. Udskiftningsprocenten ligger på 30.
Arne Karlstrøm er stærk modstander af norsk EU-medlemskab.
- Kom Norge med i EU, ville det på langt sigt betyde lukning af mange norske malkekvægbedrifter, da vil aldring vil kunne konkurrere med eksempelvis de danske mælkeprocenter, siger han.
- Hvis vi kom med i EU, kunne vi sikkert få nogle særordninger i måske 15-20 år, men jeg mener, at vi i norsk landbrug må se længere frem. Desuden er jeg imod, at beslutningerne skal træffes så langt væk fra de mennesker, de handler om, slutter Arne Karlstrøm.
