Flest salmonellainfektioner i Danmark kommer fortsat fra udlandsrejser. Det viser den årlige rapport om forekomsten af zoonoser - sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker. Rapporten er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.

I 2014 er 1.122 salmonellainfektioner indberettet blandt danskerne, hvilket svarer til 19,9 sygdomstilfælde per 100.000 borgere. Tallet ligger på linje med året før, hvor et historisk lavt antal danskere er blevet smittet med salmonella.

I alt er 48 procent af de salmonellaramte blevet syge efter en udlandsrejse i 2014, og en rejserelateret infektion er dermed den største smittekilde. De fleste, der er vendt hjem med en rejserelateret infektion, har været i Thailand (17,5 pct), Tyrkiet (15,4 pct og Spanien (6,4 pct). Svinekød var den danske fødevarekilde, der var årsag til flest salmonellainfektioner i 2014, og var årsag til 15 procent af de samlede salmonellainfektioner i 2014 i Danmark. Ved omkring en femtedel af de samlede infektioner ved man ikke, hvad smittekilden var.