Landmand vil løbe Mors rundt

47-årige mælkeproducent fra Mors deltager på lørdag i ultraløb på 160,9 kilometer.

Det er ingen hemmelighed, at man skal løbe hurtigt, når man er landmand.

Men den 47-årige Jesper Villadsen, der blandt sine løbekammerater lyder kælenavnet Bondemanden, tager det alligevel et skridt – eller mange – videre, når han på lørdag stiller op til start i ultraløbet Mors 100 Miles.

Løberuten på de 160,9 kilometer følger næsten kysten rundt på limfjordsøen, og selv om Jesper Villadsen har løbet i nogle år, har han aldrig før løbet så langt. Hans personlige mål er dog også blot at gennemføre inden tidsfristen på 26 timer.

- Det håber, jeg kan. Jeg går efter at tage det stille og roligt, siger Jesper Villadsen.

Sammen med sin bror driver han en ejendom på 170 hektar og 170 malkekøer på Vestmors. Derfor har det krævet god planlægning at træne op til løbet og passe bedriften samtidigt.

For Jesper Villadsen er der god sammenhæng mellem at være landmand og løbe ukltraløb.

- Man skal være en smule skør for at stille op til så langt et løb. Men det skal man jo også for at være landmand og gå på arbejde hver dag uden at tjene noget, siger han.

I alt er 70 tilmeldt ultraløbet på lørdag på Mors.

Læs også