L&F: Danske forbrugere har hængemule

Privatforbruget er afgørende, hvis dansk økonomi skal op i gear. Forbrugerne viser dog fortsat mådehold.

Den samlede forbrugertillid faldt atter i oktober. Cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby vurderer, at faldende forventninger giver anledning til yderligere pessimisme i forhold til udviklingen i privatforbruget. Han uddyber, at netop privatforbruget er en af de afgørende faktorer, hvis dansk økonomi atter skal op i gear. Tallene tyder dog på, at forbrugerne fortsat vil udvise mådehold.

Indikatoren for forbrugertilliden lå i årets tiende måned på 3,0, hvilket er et foruroligende stort fald i forhold til september, hvor indikatoren lå på 5.

- I sidste måned var vurderingen, at forventningerne tilpassede til et mere realistisk niveau, men dagens fald giver anledning til større bekymring. Privatforbruget skuffede, mens forbrugernes optimisme var høj, så jeg er pessimistisk omkring udviklingen nu, hvor deres forventninger er på tilbagegang. Det tegner dystert for dansk økonomi, siger cheføkonom Thomas Søby.

Han forklarer, at dansk økonomi efter syv år endnu ikke har formået at ryste finanskrisen af sig.

- Årsagen, og dermed også nøglen, er den meget svage udvikling i det private forbrug. Dansk økonomi kommer simpelthen ikke op i gear, før de danske forbrugere får pungen op af lommen, siger Thomas Søby.

Han forklarer, at det handler grundlæggende om psykologi.

- Hvis danskerne føler det går fremad, at naboen atter er kommet i job, og at snakken om global økonomisk krise er forstummet, så begynder de at bruge penge. Alt peger dog på, at sporene fra finanskrisen betyder, at mange forbrugere fortsætter deres mådehold en rum tid endnu, slutter Thomas Søby

Læs også