BL glæder sig over udsigt til mere gødning

- Det er godt, vi bevæger os fremad, og det skal ministeren have ros for, pointerer administrerende direktør i BL Bjarne Nigaard

Regeringen sender torsdag et forslag i høring, der – hvis det bliver gennemført – vil give landmænd her i landet mulighed for at give mere gødning til deres planter.

Og forslaget får rosende ord med på vejen fra formand i Bæredygtigt Landbrug (BL) Flemming Fuglede Jørgensen:

- Det er meget tilfredsstillende, at vores juridiske arbejde og diskussioner med ministeren nu får den betydning, at der kan tildeles mere gødning. Det er livsvigtigt for planterne, men i særdeleshed for dansk landbrug.

Plads til forbedringer

Selv om formanden mener, der er grund til forsigtig glæde, er der stadig ting, som skal forbedres, vurderer han:

- Jeg undrer mig over, at der endnu ikke er politisk vilje til at gå hele vejen; til at indføre den fagligt korrekte måde at tildele gødning på. Man holder fast i det besynderlige princip, der hedder økonomisk optimum. Som om planter kan finde ud af, at vokse efter hvad korn og gødning koster det givne år. Vi mener stadig, at det er ligevægtsprincippet, der skal bruges som rettesnor, ligesom resten af EU gør. Her må planten tildeles den mængde næring, den har behov for.

Også BL’s administrerende direktør, Bjarne Nigaard, har sine forbehold over for lovforslaget.

- Det er godt, at vi bevæger os fremad, og det skal ministeren have ros for. Men jeg ærgrer mig over, at der allerede nu tales om ”miljøkompenserende foranstaltninger” i stedet. Både fordi vi jo endnu ikke ved om der reelt bliver en merudledning af kvælstof ved at tildele de underernærede marker lidt mere gødning, og fordi det vækker grimme minder om randzoner og andre ekspropriative indgreb, lyder det fra Bjarne Nigaard, der tilføjer:

- Jeg håber derfor, ministeren har tålmodighed til at afvente, indtil vi kender den egentlige effekt af lidt mere gødning, og at hun husker, at der skal erstattes for eventuelle indgreb, der begrænser landmandens frie dyrkningsmuligheder.

Læs også