Cykelskader på gravhøje koster kassen

Det koster Naturstyrelsen dyrt at reparere gravhøje og andre fortidsminder, som cyklister har ødelagt

Hos Naturstyrelsen vækker det frustration, at mountainbikere ødelægger gravhøje og stendiger.

Styrelsen peger på en opgørelse, der viser, at det de seneste fem år har kostet mere end en million kroner at reparere gravhøje, stendiger og andre fortidsminder på den konto.

Eksempelvis har ukendte gerningsmænd her i efteråret fjernet flere kubikmeter jord fra en bronzealderhøj i Folehaven nord for København for at etablere en rampe og et hop. Samtidig er vegetationen skrællet af en anden høj i samme område.

- Det er enten total uvidenhed eller total respektløshed, når nogen går så vidt, som til at grave i og ødelægge gravhøje. Det er drønærgerligt, for vi bruger hvert år mange penge på at udbedre skaderne, og de penge kunne ellers være brugt på at skabe bedre friluftliv – også for mountainbikere, siger arkæolog Gert Hougaard Rasmussen fra Naturstyrelsen i Trekantsområdet til styrelsens egen hjemmeside.

Her fremgår det, at der findes mere end 350 kilometer mountainbikespor i statsskovene fordelt på 50 officielle ruter.

Læs også