Man kommer længere med ros og anerkendelse, påpegede skuespiller Peter Mygind til 600 deltagere ved Porcus årsmøde for nylig.
Traditionen tro er der stor tilslutning, når
den fynske specialpraksis for svinesygdomme, Porcus Svinefagdylæger &
Agronomer, indbyder til årsmøde. Ved mødet forleden i Vissenbjerg Hallerne
deltog 600 svineproducenter, ægtefæller og medarbejdere.
Efter aftensmaden var der en række faglige
indlæg, blandt andet om effekten af rådgivningsbesøg ude i flere bedrifter,
hvor det eksempelvis havde resulteret i et fald i pattegrisedødeligheden på fem
procent.
Programmet sluttede ikke-fagligt, hvor
tilhørerne fik anledning til både latter og eftertænksomhed, da skuespiller og
entertainer Peter Mygind – som rosinen i pølseenden.
Ikke voldelig kommunikation
Under titlen »Arbejdsglæde og det gode liv«
fortalte Peter Mygind om det, der de senere år har været en kæphest for ham,
nemlig »ikkevoldelig kommunikation«. En kommunikationsform, hvormed han –
inspireret af en bog af samme navn - mener, man når langt i alle forhold mellem
mennesker – i hjemmet og på arbejdspladsen.
- Tro ikke, at man opnår noget ved at råbe
»din fucking idiot« eller lignende. Tværtimod, pointerede skuespilleren, der krydrede
sine påstande med flere levende eksempler fra sit eget liv.
Peter Mygind understregede gang på gang,
hvordan kritik, angreb, vurdering eller dom, kraftigt reducerer sandsynligheden
for, at man får opfyldt sit behov.
Modangreb fremfor løsning
- Anklager og trusler virker demotiverende
for at præstere bedre, mens ros og anerkendelse gør det modsatte, erklærede
han.
- Når man råber eller taler grimt til
hinanden, kan vi være stensikre på, at al energien bliver brugt på at forsvar
og modangreb – i stedet for at finde løsninger, sagde han i en af hans gentagne
henvisninger til bogen »Ikkevoldelig kommunikation«.
Inspireret af egne oplevelser og ud fra et
ønske om at lave om på den måde, folk tit taler til hinanden og dermed fejler i
forsøgene på at finde konstruktive løsninger, fortalte skuespilleren, at han
også har skrevet sin egen bog om emnet »Myginds Mission«.