Landdistrikter bakker op om realkreditbranchen

Efter massiv kritik af især Nykredit, viser Landdistrikternes Fællesråd nu støtte til realkreditsektoren. Den er overordentligt vigtigt for landdistrikterne, mener rådet.

Landdistrikternes Fællesråd bakker op om realkreditinstitutterne, selv om sektoren vil hæve bidragssatserne, og dermed gøre gebyrerne dyrere for forbrugerne.

- Det er rigtig vigtigt at vi fastholder realkreditsystemet. Det sikrer belåningen i landdistrikter og de svageste låntagere, fordi det er et solidarisk system, der ikke er inddelt efter områder. Det er den samme rente man betaler i Tønder og Højer som i København og Aarhus, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, der også fremhæver at bidragssatsen er den samme for samme type lån og låntager.

- Det er nødvendigt at realkreditbranchen kan tilpasse sig. Alternativet er, at vi kan tabe realkreditmarkedet på gulvet, og det vil især ramme hårdt i landdistrikterne. Det vil ramme hele landet, men hårdest i landdistrikterne, udtaler Damsgaard.

Til trods for kritik

Støtten kommer efter stærk kritik af blandt andre Nykredit, der vil hæve bidragssatserne for at sikre penge nok på kistebunden til at imødegå de krav, der stilles til sektoren. Landdistrikternes Fællesråd har tidligere været kritiske over for realkreditinstitutterne, men understreger, at de er det bedste alternativ til bankerne.

- Til trods for, at vi har kritiske øjne på realkreditten, er det stadig sådan, at systemet er så godt og velfungerende, at vi er nødt til at kæmpe for det. Det er nødvendigt at kæmpe for, at lovgiverne ikke lægger hindringer i vejen for realkreditsystemet. Det kan få fatale konsekvenser. Hvis bankerne skulle stå for lånene, ville prissætningen blive langt mere individuel, og det er vi bekymrede for. Renteniveauet ville blive højere i yderområderne, siger Steffen Damsgaard, der understreger, at realkreditfinansiering er en fordel for både private og virksomheder.

Læs også