Den 23. februar starter første hold på et toplederkursus inden for strategi og forretningsudvikling på Tøystrup Gods.

Udbyderen af kurset, der har fået titlen Masterclass, er rådgivningsselskabet Patriotisk Selskab i samarbejde med det hæderkronede ledelsesrådgivningsfirma Hildebrandt & Brandi og Seges Akademi.

Kurset er på fem dage, og tager udgangspunkt i, at strategisk overblik og ledelse gør deltageren i stand til at se og skabe en attraktiv fremtid for virksomheden, i stedet for at stå i stampe. Målet er at udfordre og udvikle både virksomheden og virksomhedslederen, samt give ham konkrete værktøjer til at finde det næste gearskifte for sin virksomhed, uanset hvilken udfordring den står overfor.

- Du bliver udfordret af underviseren og kolleger på din tilgang til din egen virksomhed, ligesom du skal være klar på at udfordre dig selv. Målet er, at du bliver i stand til at realisere din virksomheds fulde potentiale, lyder det fra Seges Akademi.

Konkret og brugbart
På kurset vil deltageren løbende arbejde med sin virksomhed, så undervisningen er direkte brugbar i hverdagen.

Managementkonsulent Anders Madsen Pedersen fra Hildebrandt & Brandi er underviser på forløbet.

Der er stadig ledige pladser på kurset, der slutter den 5. april.

Alle kursusdagene holdes på Tøystrup Gods på Fyn.