Scantruck klar til en hel håndfuld Bauma

De danske maskineksperter i Skive rykker til München for at være med til at repræsentere fem markante mærker.

Det giver særlige udfordringer at være helt i front blandt Danmarks importører og forhandlere af småt og ikke mindst stort til både landbruget og entreprenørbranchen. Der bliver således talt om en hel håndfuld Bauma-udfordringer, når et stort kontingent Scantruck-folk rykker til München i en uge. De skal medvirke til den optimale præsentation af ikke færre end fem markante maskinmærker på verdens største maskinmesse. Det er Komatsu, Manitou, Atlas/Weycor, Mustang og McCloskey.

Bauma kommer til at markere en markant navneændring for et af Scantrucks stærke mærker i minilæssere. Det bliver farvel til maskinnavnet Atlas og i stedet goddag til det hidtidige binavn Weycor. Så fremover hedder de populære læssemaskiner Weycor.

Det er en manøvre, som Scantruck faktisk allerede har gennemført i Danmark. Nu følger den tyske maskinproducent så op og gør navneforandringen officiel også på verdensplan.

Weycor er samtidig klar til at præsentere en helt ny topmodel på messen i München. Familiens hidtil største læssemaskine, AR 105e, får en storebror i skikkelse af AR 250e på ikke mindre end 14 tons.

Weycor-folkene vil også kunne fortælle om det nyudviklede Start & Stop-system, som stopper motoren efter otte sekunders inaktivitet og starter den igen øjeblikkelig ved berøring af joystick, gaspedal eller rat. Systemet slut-testes i øjeblikket med fem maskiner, hvoraf en af overladt til Scantruck i Danmark. 

Også ny Mustang
Også amerikanske Mustang lancerer en ny topmodel på Bauma. Helt exceptionelt har den dog allerede været præsenteret på en udstilling. Nemlig på Scantrucks egen årlige messe ScanMek i slutningen af januar. Her havde den danske forhandler mulighed for snigpremiere på Mustang AL708 i skikkelse af den eneste eksisterende prototype.

Den nye knækstyrede minilæsser bliver en af Mustangs helt markante nyheder på Bauma. Men altså to en halv måned efter, at Scantrucks Mustang-specialist, distriktschef Carsten Frederiksen, kunne vise den i Skive.

Manitou med Stop & Go
I det hele taget har Scantruck kunnet præsentere adskillige markante maskinnyheder på det seneste. Blandt de spændende er det første hydrauliske Stop & Go-system fra verdens førende producent af teleskoplæssere, franske Manitou.

Det nye system giver mindre slid, færre timer på måleren og mindre brændstofforbrug. Når maskinens system har registreret 30 sekunder inaktivitet, standser motoren automatisk. Systemet genstarter motoren lige så automatisk, når der igen trykkes på speederen, eller der registreres anden bevægelse af joystick i kabine eller fra fjernbetjening.

Manitou har udviklet systemet i samarbejde med Poclain Hydraulics. Det arbejder med en hydraulisk akkumulator, der sender tryk til en hydraulisk startmotor, som sikrer, at maskinen starter øjeblikkelig. Den hydrauliske akkumulator giver tilmed mulighed for at genstarte dobbelt så hurtigt so med en klassisk elektrisk startmotor.

Ny ged fra Komatsu
Et af Scantrucks andre helt store maskinmærker er Komatsu, som også vil markere sig stort på Bauma i München. Japanske Komatsu er verdens næststørste producent af maskiner til entreprenørbranchen, og dét kommer til at skinne tydeligt igennem på Bauma. Totalt rykker Komatsu ind på 7000 kvadratmeter udstillingsareal og møder med flere end 30 maskiner.

Blandt de mange Komatsu-nyheder er gummihjulslæsseren WA470-8, hvor det er lykkedes Komatsu-konstruktørerne at optimere ydelse og effektivitet yderligere. Stage IV-motoren bruger op til otte procent mindre brændstof, end hos forgængeren, og gummigeden er også optimeret på flere andre områder.

McCloskey-nyt på alle områder
Scantrucks produktchef for de irsk/canadiske knusere, sorterer og transportører fra McCloskey, Morten Gren Pedersen, kommer til at præsentere nyheder på alle områder. McCloskey har ny feeder-stacker, ny knuser, ny sorterer og også en ny borerig.

- Og ikke nok med dét. Hele fabrikkens set-up på Bauma er også nyt. McCloskey er ekspanderet voldsomt inde for de seneste år, og det kommer til at smitte af på præsentationen i München. Standen bliver 25 procent større end på Bauma i 2013, og alt eksteriør og interiør er nydesignet, fortæller Morten Gren Pedersen.

Blandt de nye McCloskey-maskiner, han skal vise frem for danske kunder, er den nye feeder-stacker ST80TF, som er i den tunge ende af transportører. Maskinen har et 900 mm bredt og 24 meter langt bånd, og ST80TF kan levere op til 750 tons i timen. Trods stort ydre og tilsvarende kapacitet, er maskinen bygget til hurtig sammenpakning og nem transport.

Læs også