I butikken i Stenstrup tilbyder Otto Egelund Jensen sammen med hustruen Else, alt hvad enhver landmands hjerte begærer.
Sidste sommer måtte Otto Egelund Jensen gennem en bypass-operation. -
Jeg har tabt mig, og går stadig til genoptræning. I det seneste halve år har Else på bedste vis passet butikken, lyder det fra den snart 70-årige sydfynbo.
På sin 40 års fødselsdag startede han efter flere år som selvstændig landmand med salg af landbrugsartikler.
I første omgang var det primært dele til malkemaskiner, med udgangspunkt fra parrets ejendom, Væltenbjerg ved Hundstrup. Efter otte år blev butikken og lageret på hovedstrøget i Stenstrup omdrejningspunktet for firmaet, E. Jensens Landbrugsartikler. Dog stadig med værksted på gården derhjemme - og plads til ikke mindre end 20 veterantraktorer og redskaber.
Alt på hylderne I en årrække kørte Otto Egelund Jensen hver dag ud med sin service- og salgsvogn til kunder over hele Fyn. I dag »nøjes« parret med at passe butikken i Stenstrup med åbningstider hver tirsdag, onsdag og fredag fra 8 til 17, og om lørdagen fra 8-12.
Hylderne bugner med alt, hvad en landmand, uanset om det er store professionelle brug eller til hobby, har brug for i hverdagen.
- Vi handler med 34 forskellige firmaer, fortæller Otto Egelund Jensen og viser rundt i den imponerende butik, hvor der kan købes lige fra en enkelt skrue, pakninger, tændrør, koste, træsko til læggekartofler, fluegift, hønsefoder eller et nyt motorsav.
Det er 20. marts, at Otto Egelund Jensen fylder 70 år og har 30 års jubilæum. Til sommer vil der blive inviteret til åbent hus i forretningen.