Landmand frifundet for bødestraf

- Det er en markant sejr for vores medlemmer, lyder det fra chefjurist i Landbrug & Fødevarer Charlotte Bigum Lynæs

Vestre Landsret har frifundet en landmand, der ikke overdækkede sin mødding med daglig tilførsel, for en bødestraf. Det oplyser Landbrug & Fødevarer (L&F).

Ifølge organisationen fastslår retten dermed, at landmanden handlede korrekt efter husdyrgødningsbekendtgørelsen – samt, at myndigheder ikke kan skærpe reglerne i bekendtgørelsen via andre formuleringer i en vejledning.

- Det er en markant sejr for vores medlemmer og samtidig en klar besked til myndighederne om, at det er lovgivningen og ikke vejledninger, der regulerer krav til erhvervet, siger chefjurist i L&F Charlotte Bigum Lynæs i en pressemeddelelse.

Heri fremgår det, at L&F antog sagen som en principsag i ankeinstansen i starten af året.

- Vi satte vores dygtige, tidligere kollega advokat Flemming Elbæk fra Haugaard Nielsen til at få tre landsdommere ord for den selvfølgelighed, at der altid skal være en klar hjemmel for at pålægge bødestraf. Det var der ikke i denne sag, afgjorde Vestre Landsret, lyder det fra Charlotte Bigum Lynæs.

Læs også