Når varmen forhåbentlig snart sætter ind, skal græsmarkerne være klar, så unødig kørsel under væksten undgås, opfordrer konsulenter
Der har endnu været begrænset vækst i græsmarkerne, da det
har været for koldt om natten til, at produktionen for alvor er startet, men
når varmen forhåbentlig snart sætter ind, skal græsmarkerne være klar, så
unødig kørsel under væksten undgås.
Første gødskning af græsmarkerne bør være tæt på afsluttet
– enten med gylle eller en del af handelsgødningen – så græsset har noget at
leve af ved opstart.
Det skriver BJ-Agro i Afgrødenyt.
Sent afgræssede marker har det svært
De fleste græsmarker er ifølge BJ-Agro i Hovborg indtil nu
kommet fint gennem vinteren, men en del af de græsmarker, som blev afgræsset
sent i efteråret eller i løbet af vinteren, er blevet bidt for langt ned.
- I disse marker vil der ikke være den samme tidlige
rodvækst, og de nye små rødder vil ikke kunne samle megen næring op. Derfor er
det ekstra vigtigt i disse marker, at de har noget let tilgængeligt kvælstof
til rådighed fra handelsgødning – og ikke kun gylle, pointerer konsulenterne og
tilføjer, at handelsgødningen gerne på tildeles ad flere omgange.
Langt græs skal strigles
Hovborg-konsulenterne anbefaler strigling af lidt langt
græs mens det er tørt.
- Hvis det ikke allerede er sket, skal tørt vejr udnyttes til
at få toptunet græsmarkerne til en ny sæson. - Hvis græsset er blevet lidt for
langt i efteråret, kan der nu under tørre vejrforhold med fordel køres med en
strigle eller græsmarksharve til at få løsnet det visne græs, så de nye skud
har optimale betingelser, understreger de.
Den bedste virkning opnås ifølge BJ-Agro, når græsset er
tørt, og smuldrer ved overkørslen.
Planering og tromling
Sidste trin i forårsklargøringen af græsset er planering
og tromling af marken. BJ-Agro opfordrer til at notere, hvor muldvarpeskuddene
er, så jagten kan sættes yderligere ind i disse områder, da der med garanti
kommer nye skud i samme områder inden 1. slæt.
De vestjyske rådgivere gør opmærksom på, at mange
græsmarkstromler er monteret med en form for strigle, og at disse tænder ofte
er for stive til at kunne udføre et tilfredsstillende arbejde.