Chefkonsulent Søren Hjorth vurderer, at det har kostet op mod 50 millioner kroner at tilrettelægge landmænds regnskaber efter de nye regler
Sidste år ændrede regeringen den såkaldte
virksomhedsordning og ifølge L&F sker ændringerne med så kort en frist, at
landbrugets rådgivningscentre ikke har haft mulighed for at få afklaret
tvivlsspørgsmål om lovændringerne.
Hos Seges vurderer chefkonsulent Søren Hjorth således, at
det har kostet mindst 50.000 arbejdstimer – svarende til op mod 50 millioner
kroner – at tilrettelægge landmændenes regnskaber efter de nye regler, der blev
vedtaget i september sidste år og træder i kraft den 31. marts.
- Der har været en række problemer med fortolkningen af de
nye regler. En del af problemerne er blevet afklaret via skatteministerens svar
til Folketingets skatteudvalg, og andre via henvendelse til Skat. Men nogle af
problemerne viste sig alligevel ikke at være afklaret, og Skat meldte i sidste
uge tilbage til os, at nogle af de svar, som de havde afgivet tidligere,
formentlig ikke var rigtige, siger Søren Hjorth på L&F’s hjemmeside.
- Svarene er yderst vigtige i forbindelse med tilretning
af 2013-skatteregnskaberne. Derfor kan en stor del af det arbejde, centrene har
lavet med tilretning af 2013-skatteregnskaberne, vise sig at være mere eller
mindre spildt, tilføjer han.
Ifølge L&F har organisationen flere gange presset på
for at få udsat fristen, fordi der har været så mange uafklarede spørgsmål.