Fødevareminister Dan Jørgensen og en række dagligvarekæder har underskrevet et nyt charter
Dagligvarebutikkerne skal tage mere ansvar for
befolkningens madvaner.
Det mener fødevareminister Dan Jørgensen (S) i hvert fald.
Og nu har en række dagligvarekæder her i landet underskrevet et charter, hvor
butikkerne eksempelvis forpligter sig til at gøre det nemmere at købe sunde
madvarer – og produkter med et højt niveau af dyrevelfærd.
- Jeg er glad for, at vi i Danmark har ambitiøse
dagligvarebutikker, der viser, at de er villige til at tage ansvar for
danskernes indkøbsvaner. Det er i sig selv en bedrift, at vi nu kan præsentere
en fælles ambition, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at træffe det
sunde og bæredygtige valg, siger Dan Jørgensen på Fødevareministeriets
hjemmeside.
Fødevareministeriet oplyser, at følgende er medunderskrivere
på charteret: Coop, Rema 1000, Dagrofa, Lidl og De Samvirkende Købmænd.
Parterne skal én gang årligt melde tilbage til Fødevareministeriet, hvilke
initiativer de har igangsat for at indfri ambitionerne. De vil herefter blive
offentliggjort på ministeriets hjemmeside.
- Jeg håber, at charteret kan være med til at skærpe
opfindsomheden, så butikskæderne i højere grad konkurrerer på udvalg og kvalitet
og mindre på pris. Over halvdelen af omsætningen i dagligvarebutikkerne er
omfattet, så jeg forventer, at vi kommer til at se en bred vifte af konkrete
tiltag, lyder det fra fødevareministeren.