Professor satte Kolmos på plads

Professor Robert Skov fra Statens Seruminstitut satte professor Hans Jørn Kolmos på plads ved et møde om MRSA

Fronterne var trukket skarpt op ved et møde om MRSA på Dalum landbrugsskole onsdag aften med omkring 350 deltagere, der primært bestod af landmænd og andre med tilknytning til erhvervet.

Til trods for at panelet bestod af i alt seks eksperter og fagpersoner, så var den næsten to timer lange debat meget koncentreret om de især de skarpe udtalelser til pressen det seneste års tid, som kunne adresseres til overlæge og professor i mikrobiologi Hans Jørgen Kolmos, Odense Universitetshospital

Under den næsten to timer lange debat, lød der adskillige opfordringer fra salen til at overlægen burde tænke sig om en ekstra gang, inden han udtalte sig i medierne på en sådan måde, at landmænd og deres familier kunne føle sig hængt ud i det offentlige rum.

- Jeg er kun ansvarlig for det, jeg siger – og ikke, hvad folk hører, erklærede professoren, der adskillige gange opfordrede til eksempler på udtalelser, der ikke var videnskabeligt underbyggede.

En time og 12 minutter henne i debatten lød det igen:

- Hvis der er nogen, der har et eksempel, så må de gerne komme med det nu, og så skal jeg gerne rette det, sagde han.

- 24-7!, lød det prompte fra professor Robert Skov, Statens Seruminstitut, der er ansvarlig for statens overvågning og rådgivning omkring MRSA – og som også var en af de seks paneldeltagere.

- Radio 24-7, gentog Robert Skov hurtigt, og tændte for sin mikrofon.

- Jeg synes, du skal gå hjem og genhøre det der (hvad der er sagt på 24-7, red.).

- Problemer er jo, at hvis man bliver »skarpt citeret«, som du selv siger, sagde Robert Skov henvendt til Hans Jørn Kolmos, så har vi med den professortitel og overlægetitel, vi to har, en forpligtelse til at gå ud og berigtige.

Robert Skov henviste til især radio 24-7's behandling om spørgsmålet om MRSA i kød, hvor han påpegede, at »rigtigt mange var blevet lidt for skarpt citeret«.

Herefter lød der ikke flere opfordringer fra Hans Jørn Kolmos til at komme med eksempler på noget, han burde berigtige.

Læs mere fra mødet i Effektivt Landbrug fredag.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.

Læs også