Indførelsen af Det Offentlige Ejerregister skal skabe øget åbenhed og gennemsigtighed omkring ejerforholdene i danske selskaber
Fra mandag skal ejerskab eller panteret til fem procent
eller mere af et selskabs aktier, anparter eller stemmer registreres i Det
Offentlige Ejerregister.
Det oplyser Erhvervstyrelsen, som peger på, at indførelsen
af Ejerregistret er en del af den selskabslov, der blev vedtaget i maj 2009.
Formålet er at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed omkring ejerforholdene i
danske selskaber.
Advokat Linda Giessing fra Advokatfirmaet Henrik Skaarup i
Brønderslev peger i den forbindelse på, at Det Offentlige Ejerregister både
gælder for allerede oprettede selskaber og for selskaber, der først stiftes
efter reglernes ikrafttrædelse.
- Selskabets registrering af ejere og panthavere med flere
foretages direkte i Ejerregistret på VIRK.dk. Ejere af ihændehaveraktier med en
samlet andel på under fem procent af selskabskapitalen eller
stemmerettighederne i et selskab skal registreres via en særlig blanket på
VIRK.dk, lyder det fra Linda Giessing.
Hun forklarer, at der er fastsat en overgangsordning fra
den 15. december til den 15. juni næste år for registrering i Ejerregistret. Et
selskab skal således sørge for, at ejerforholdene registreres, inden
overgangsperiodens udløb:
- Der vil fortsat være en pligt for selskaberne til at
holde deres hidtidige ejerbøger ajour. Ejerbogen er selskabets fortegnelse over
selskabets ejere. Ved indførelsen af Det Offentlige Ejerregister stilles et
IT-værktøj til rådighed, der kan hjælpe selskaberne med at føre deres
lovpligtige ejerbøger. Værktøjet skal samtidig lette indberetningen til
Ejerregistret. Dette sikres ved, at ejerbogen automatisk kan overføre de
opdaterede, lovpligtige oplysninger til Ejerregistret.