Hos Dansk Byggeri ser man med bekymrede miner på udviklingen i antallet af konkurser
I oktober vurderede man hos Dansk Byggeri, at bygge- og
anlægsbranchen i hele 2014 ville opleve omkring 500 konkurser.
Men tal fra Danmarks Statistik viser, at der i november
var 76 konkurser i branchen – akkurat samme antal som sidste år. Det oplyser
Dansk Byggeri.
- Billedet frem til oktober måned så helt fornuftigt ud,
og gav os en klar forventning om, at vi i 2014 som helhed ville opleve i
omegnen af 500 konkurser. Nu ser billedet mere broget nu. Med november måneds
konkurser er vi oppe på 494, og der hersker nu ingen tvivl om, at vores
tidligere vurdering ikke holder stik. I stedet for cirka 500 konkurser i 2014, bliver
tallet nu tættere på 550 konkurser, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Andreas
Fernstrøm på organisationens egen hjemmeside og tilføjer:
- Vi skal se et par måneder mere med samme uheldige
udvikling, før vi slår fast, at vi er tilbage på sidste års niveau for
konkurser. Men det er bestemt en udvikling, vi følger tæt og ser på med
bekymrede miner.
Ifølge Andreas Fernstrøm er det dog vigtigt også at have
de positive briller på. Han konstaterer således, at selv med en dårlig
afslutning på 2014, ender man op med færre konkurser end sidste år.