Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen præsenterer en ny vækstplan, der blandt andet skal forbedre bredbåndsdækningen i yderområder
Danske virksomheder skal være blandt Europas bedste til at
udnytte eksempelvis it og e-handel til at skabe vækst. Og der skal være
tilstrækkelige frekvenser til mobilt bredbånd.
Det er i hvert fald ambitionen bag Vækstplan for
digitalisering i Danmark, som erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen
offentliggør tirsdag.
- Digitalisering
og anvendelse af it er central for væksten i dansk økonomi. Med
vækstplanen vil vi sætte skub i brug af ny teknologi og digitale løsninger i
virksomhederne. Det vil styrke konkurrenceevnen og være med til at fremtidssikre
dansk erhvervsliv, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i en
pressemeddelelse og fortsætter:
- Vi
frigør nye frekvenser til mobilt bredbånd fra 2020 for at forbedre dækningen i
især yderområderne, og fordi danskernes forbrug af mobildata fordobles hvert
andet år.
Flere
initiativer
Vækstplanen indeholder 23 initiativer fordelt over fire
indsatsområder:
- God mobil- og bredbåndsdækning i hele landet.
- Styrket anvendelse af it og data i dansk erhvervsliv.
- Digitale kompetencer og læremidler skal fremmes.
- Offentlig digitalisering med et erhvervsfokus.
Henrik Sass Larsen vil nu indkalde Folketingets partier
til forhandlinger om indholdet af vækstplanen.