Drænvand bliver politisk våben

Agri Nord sætter for fjerde år drænvandsprøver i system, og resultaterne skal bruges i debatten om kvælstof og fosfor

Landboforeningen Agri Nord opfordrer nu landmænd til at melde sig til en ordning om indsamling af drænvandsprøver.

Resultaterne skal bruges som et politisk redskab i debatten om kvælstof og fosfor, oplyser foreningen.

- Drænvandsprøver er vores bedste – og i øvrigt eneste – våben i kampen for at bevise, at udledningen fra landbrugsjord er lavere end de beregnede modeller viser, lyder det fra formand for Agri Nord Carl Chr. Pedersen.

Landmanden betaler selv for analysen

Han håber, at endnu flere landmænd vil tilmelde sig programmet, der går ud på hen over vinteren at dokumentere udledningen af kvælstof og fosfor fra landbrugsjord i det nordjyske ved hjælp af drænvandprøver:

- Det fungerer på den måde, at landmanden selv betaler for analysen af de tre prøver, der tages hen over vinteren. Agri Nord står for det øvrige arbejde med at udtage prøverne, få dem analyseret ved et uvildigt analyseinstitut og lave statistik over resultaterne.

- Hvis vi mod forventning skulle finde områder med forhøjede udledningstal, så er det jo noget man tager hånd om. Det er også en del af et bæredygtigt og fremtidssikret landbrug. Det kan være minivådområder eller andre tiltag som typisk kan etableres med tilskud, tilføjer Carl Chr. Pedersen.

Prisen for landmanden er 2.000 kroner.

Det er ved at være sidste chance for at tilmelde sig for denne vinter, idet Agri Nord tager de første prøver i starten af december.

Det er fjerde år, Agri Nord sætter drænvandprøverne i system på denne måde.

Læs også