LandboNord: Hold jer inde i kampen

- Hvis alle melder sig ud, hvor skal kampene så kæmpes? Spørgsmålet kommer fra formanden for LandboNord, Niels Vestergaard Salling

En gruppe nordjyske landmænd har tirsdag varslet deres kollektive udmeldelse af LandboNord og Agri Nord på grund af utilfredshed med Landbrug & Fødevarer (L&F).

Hos LandboNord forstår formand – og medlem af bestyrelsen i L&F – Niels Vestergaard Salling frustrationerne, men:

- Det er aldrig sjovt, når medlemmer truer med at forlade foreningen, og jeg har forståelse for deres frustration, men i den her sag er jeg fuldt på linje med Landbrug & Fødevarer, siger Niels Vestergaard Salling i en pressemeddelelse.

Gruppen af landmænd har i medierne begrundet deres utilfredshed med, at de ikke ønsker Landbrug & Fødevarers deltagelse i møder med myndighederne, hvor der bliver diskuteret retentionskort, som angiver hvor god jorden er til at holde på kvælstof.

- Vi deltager ikke i forhandlinger med myndighederne om nye regler. Vores rolle er at påvirke politikernes beslutning med mest mulig faglig viden. Vi har hverken beføjelser til at føre pennen eller diktere nye regler, siger Niels Vestergaard Salling.

Han opfordrer derfor landmandsgruppen til at revurdere deres varslede udmeldinger:

- Hvis alle melder sig ud, hvor skal kampene så kæmpes? Netop nu er det vigtigt at holde sig inde i kampen, hvor vi ser flere og flere lovforslag dukke op, som ikke nødvendigvis er fagligt begrundede.


Læs også