V: Fødevareministeren må gribe ind

Venstre kræver fødevareministeren på banen i sagen om russisk importforbud af varer fra EU, som rammer svineproducenterne hårdt i Danmark.

Ruslands boykot af fødevarer fra EU koster i år de danske svineproducenter 4 milliarder kroner, lyder det i en ny prognose fra Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, som blev offentliggjort i går.

Prognosen betyder nu, at Venstre kræver fødevareminister Dan Jørgensen (S) på banen.

- Putins boykot af fødevarer fra EU, herunder selvfølgelig også fra Danmark, det koster nu gevaldigt på svineeksporten.

- Jeg opfordrer derfor nu fødevareministeren til, at han tager sagen op i EU med henblik på at få en EU-ordning på plads. Det kunne væren enten en oplagringsordning eller en skrotningsordning. Altså sådan, at vi kan få grisene ud af staldende, få dem slagtet og oplagret, siger Erling Bonnesen, fødevareordfører for Venstre.

Samtidig opfordrer han branchen til at få taget alvorligt fat på at få åbnet op for nogle nye markeder i verden.

- Selvom vi alle sammen håber, at krisen i Rusland snart løser sig, så er der intet der siger, at det er noget, som sker lige med det samme. Jeg ved godt, at det tager tid at finde nye markeder, men det er bare om at komme i gang, siger Erling Bonnesen.

Svineproducenter og slagterier i EU har været ramt af et russisk importforbud siden januar.

Læs også