Der kan stemmes på den regionale favorit frem til den 26. oktober
24 regionale bud på Danmarks nationalret er fundet, og dermed
kan borgere i hver landsdel nu stemme på deres finalekandidat, der går videre
til finaleafstemningen.
Der er tre retter at vælge imellem for hver landsdel.
Eksempelvis er karbonader med stuvede grønærter kommet gennem nåleøjet i
Nordjylland, mens flæskesteg med rødkål og skysovs er med i opløbet i
Sønderjylland. På Fyn er eksempelvis æbleflæsk populær, mens der blandt andet
kan stemmes på svinekotelet med stuvet hvidkål på Vestsjælland, Lolland-Falster
og Møn.
- De sidste uger har vi diskuteret mad, måltider og lokale
råvarer som aldrig før. Danskerne har sendt hundredevis af billeder med bud på
retter til konkurrencen, og tusindevis har debatteret vores mad- og
måltidskultur på Facebook. Nu skal danskerne til stemmeurnerne, siger fødevareminister
Dan Jørgensen (S) på Fødevareministeriets hjemmeside.
Her kan du stemme på din regionale favorit frem til søndag
den 26. oktober. Nationalretten kåres den 20. november.
Her kan du se billeder og opskrifter på samtlige retter,
der stadig kan løbe med titlen.