Økologisk Landsforening: Gode nyheder for bier i Danmark

Økologisk Landsforening roser NaturErhvervstyrelsen for at finde vej til en troværdig model, som fremmer den økologiske honningproduktion.

På trods af honningbiens beskedne størrelse har den en kæmpe betydning for naturen og landbruget, hvor planter, træer og afgrøder - og dermed mennesker - er helt afhængige af dens bestøvning. Derfor glæder Økologisk Landsforening sig over den nye model for økologisk biavl, som NaturErhvervstyrelsen i dag har fremlagt.

- Bierne er vores mindste husdyr, og vi kan ikke få nok af de små nyttige hjælpere her i landet. Men bierne trues fra mange kanter – bl.a. af sprøjtegifte fra landbruget. Så det er meget positivt, at der nu er mulighed for at øge den økologiske honningproduktion i Danmark, siger formand i Økologisk Landsforening, Per Kølster.

På grund af EU’s regler for økologisk honningproduktion, er der meget få økologiske biavlere i Danmark i dag. For at honning kan kaldes økologisk, skal området omkring bistaderne, hvor bierne henter nektar og pollen, hovedsageligt bestå af økologiske arealer eller naturarealer i en tre kilometers radius – således at bierne, som alle økologiske husdyr, får økologisk foder. Og da Danmark er et meget intensivt dyrket landbrugsland, er der i dag kun meget få områder, hvor der ikke anvendes sprøjtegift i en tre kilometers omkreds.

- Vi har bedt NaturErhvervstyrelsen og fødevareministeren undersøge, om der kunne findes en løsning, som giver bedre muligheder for økologisk honningproduktion i Danmark – uden at gå på kompromis med økologiens krav om, at dyr fodres økologisk.  Og vi er glade for, at ønsket er blevet imødekommet med en løsning, som vil gavne både bierne, landbruget og naturen, siger Per Kølster.

Læs også