Det bugner af druer, og årets danske vinhøst tegner til at blive rekordstor.

Så der er masser at arbejde med lige nu for landets vinavlere – deriblandt hobbyvinavler og formand for danske vinavlere i Syd- og Sønderjylland Jens Wichmann fra Agerskov. Det skriver DR Syd.

- Det er rigtigt skønt at opleve, når man går og bruger tid på det. Når man ind imellem oplever et år, hvor der er en stor druemængde at arbejde med – og druerne er af en kvalitet, hvor man kan lave noget, der er rigtig godt – så er det sjovt at dyrke vin, siger Jens Wichmann til DR Syd.

Fra midten af marts til høsten i oktober går der ikke en uge, hvor han ikke gennemgår vinrankerne for blandt andet at klippe og beskære.