Flere øko-varer lander i indkøbskurven

Landbrug & Fødevarer glæder sig over en »markant« fremgang i salget sidste år

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologiske fødevarer i detailhandelen er steget med seks procent i 2013.

Ifølge Landbrug & Fødevarer er der tale om en markant vækst i forhold til 2012, hvor stigningen var på 0,5 procent.

Der blev i alt solgt økologiske føde- og drikkevarer for 5,8 milliarder kroner i danske supermarkeder og varehuse i 2013.  Salgsværdien af økologiske fødevarer estimeres til 8,0 procent af det samlede salg af fødevarer i supermarkeder og varehuse i 2013 mod 7,6 procent året før.

- Det er en positiv fremgang, der sammen med den stigende eksport og det øgede tilvalg af økologi i offentlige køkkener, er meget vigtig for at kunne nå regeringens mål om en fordobling af økologien i 2020, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik så fordeler danskernes stigende køb af økologiske fødevarer sig på både æg og mejeriprodukter og kød. Eksempelvis er omsætningen af økologiske æg steget mærkbart med 24 procent.

Læs også