Sukkerroedyrkere skal have millioner af kroner tilbage

Sukkerroedyrkere og sukkerproducenter har i flere år betalt for meget i produktionsafgift på sukker

Europa-Kommissionen har haft gang i lommeregneren.

Og kommissionen har beregnet, at sukkerroedyrkere og sukkerproducenter i kvoteårene 2001/2002 til 2005/2006 har betalt for meget i produktionsafgift på sukker.

- For Danmark er beløbet inklusiv renter opgjort til 161,4 millioner kroner. Nu kan dyrkerne og producenter få tilbagebetalt dette beløb, lyder det fra NaturErhvervstyrelsen.

Ifølge NaturErhvervstyrelsen har Kommissionen beregnet, at der i Danmark er opkrævet 83,7 millioner kroner for meget i produktionsafgift. NaturErhvervstyrelsen har beregnet, at de dertilhørende renter ved tilbagebetaling i september 2014 kan opgøres til 77,7 millioner kroner.

- Størrelsen på det beløb, den enkelte dyrker kan få udbetalt, afhænger ikke kun af størrelsen på de leverede mængder sukker, men også af, hvornår i perioden man har været dyrker, oplyser NaturErhvervstyrelsen.

NaturErhvervstyrelsen er i samarbejde med foreningen for Danske Sukkerroedyrkere, Nordic Sugar A/S og SKAT ved at identificere samtlige sukkerroeavlere i pågældende periode. 

Kommissionen har fastlagt, at udbetalingen af de beløb, der kan tilbagebetales, skal være gennemført senest 30. september 2014.

Læs også