Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, føler sig frikendt for de randzoner, som han aldrig har etableret
Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede
Jørgensen, er endnu ikke sikker på, hvad de reducerede randzonearealer betyder
for hans egne arealer med randzoner. Til gengæld føler han sig frikendt for de
randzoner, han aldrig har etableret. Det fortæller han til Bæredygtigt
Landbrugs hjemmeside.
Her lyder det også, at han mener, at fødevareministeren og
miljøministeren skylder ham noget.
- De har sagt, halvdelen forsvinder, men de har jo ikke
sagt hvilken halvdel. Men nu er vi jo ved at være der, hvor det er mig, der
skal have en undskyldning. Jeg mener faktisk både at fødevareministeren og
miljøministeren skal give mig en undskyldning, for de kan da ikke have den tro,
at der er nogen, der kan dømmes for noget, når man har erkendt, at halvdelen af
randzonerne ikke duer. Og den sidste halvdel duer så heller ikke, men det har
de så bare ikke erkendt endnu, lyder det fra Flemming Fuglede Jørgensen med én
opfordring til både fødevare- og miljøministeren.
- Nu er det bevist, at randzoneloven ikke har været i
orden, og så må det vel være på tide, at vi igen kan fortsætte dialogen.
Politikerne har pligt til at lytte til borgerne, og man kan jo ikke holde mig
eller Bæredygtigt Landbrug væk fra samtalen med dem, når man laver sådan noget
makværk af en lov, siger han.