Eva Kjer Hansen (V) kan ikke forstå, hvorfor de cirka 7.000 høringssvar til vandplanerne endnu ikke er blevet offentliggjort.
23. december sidste år udløb fristen for at afgive
høringssvar til vandplanerne.
Naturstyrelsen modtog over 7.000 høringssvar. Endnu er de
mange høringssvar dog ikke offentliggjort. Og det møder nu kritik fra Venstres
Eva Kjer Hansen.
- Det er rigtigt vigtigt for diskussionen, at de
forskellige høringssvar bliver offentliggjort. Det giver mulighed for at få
indsigt i om, der er andre, som har påpeget det samme. Hvor omfattende er
kritikken? Og hvad er det, som der er særlig fokus på, siger hun.
Eva Kjer Hansen har netop skriftligt modtaget svar fra
miljøminister Kirsten Brosbøl (S) på spørgsmålet om, hvornår høringssvarerne
bliver offentliggjort.
Miljøministeren forklarer, at hun forventer, at svarerne
bliver offentliggjort i løbet af foråret 2014.
- Naturstyrelsen er i øjeblikket ved at gennemgå de mange
svar. Når svarene er gennemgået, vil de høringssvar, hvortil høringsparterne
har givet samtykke til offentliggørelse, blive offentliggjort, skriver Kirsten
Brosbøl i sit skriftlige svar.
Det svar er Eva Kjer Hansen ikke tilfreds med. Hun
forklarer, at hun også er overbevist om, at langt de fleste har givet samtykke
til at offentliggøre høringssvarerne.
- Jeg er simpelthen totalt overrasket over, at man mener,
at man først skal gå alle svar igennem før de bliver offentliggjort. Jeg kan
ikke se, hvad det hemmelighedskræmmeri skal til for, siger hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra
miljøminister Kirsten Brosbøl, der befinder sig i Bruxelles.
Ikke så meget
Kontorchef i Naturstyrelsen, Heidi Stranddorf fortæller dog, at høringssvarerne til vandplanerne bliver offentliggjort,
når de er færdigbehandlet. Hun forklarer, at det i øvrigt er fuldstændig i tråd med,
hvad Naturstyrelsen hele tiden har oplyst i forbindelse med høringen til
vandplanerne.
- Og der er egentlig ikke så meget mere at sige til det.
Vi gør det, som vi har lovet. Vi offentliggør dem, når de er behandlet, siger
Heidi Stranddorf, der forventer, at høringsvarerne vil blive offentliggjort
i løbet af foråret.
;