Forening kræver bedre beskyttelse af diger

Danmarks Naturfredningsforening mener, at ansvaret for sten- og jorddiger flyttes over til kommunerne

I 2004 blev beskyttelsen af sten- og jorddiger flyttet fra naturbeskyttelsesloven til museumsloven. Siden har vegetation og dyreliv levet en retsløs tilværelse.

Det mener man i hvert fald i Danmarks Naturfredningsforening (DN), som har gennemgået nogle af de områder, hvor landets sten- og jorddiger skulle ligge. På baggrund af gennemgangen vurderer DN, at der er ryddet flere hundrede kilometer diger, som ifølge foreningen burde være beskyttet af lovgivningen.

- Kulturstyrelsen, som forvalter museumsloven, reagerer slet ikke, hvis en lodsejer fjerner værdifuld vegetation, selvom den er lige så gammel som diget, den vokser på. På den måde er naturen simpelthen retsløs på det her område, siger biolog og naturpolitisk medarbejder i DN Jan Pedersen på foreningens hjemmeside.

Hos DN kalder man området et regulært hul i loven. Derfor har man haft foretræde for Folketingets kulturudvalg.

Og DN har foreslået politikerne, at ansvaret for digerne flyttes fra Kulturstyrelsen til kommunerne, som foreningen mener, er bedre rustet til at varetage naturbeskyttelsen.

Læs også