Hos Bæredygtigt Landbrug peger chefjurist Bjarne Nigaard på, at dommeren nu anser randzoneretssag for at være principiel
Det var egentlig planen, at landmand Povl Blak Bojer tirsdag
skulle have været i retten i Thisted for ikke at have udlagt randzoner.
Men mandag eftermiddag blev sagen endnu en gang udskudt –
denne gang, fordi dommeren krævede, at Povl Blak Bøjer får beskikket sig en
forsvarer. Og den beslutning vækker glæde hos Bæredygtigt Landbrug (BL), hvor
chefjurist Bjarne Nigaard egentlig skulle have siddet med som bisidder under
retsmødet.
Bjarne Nigaard peger nemlig på, at det betyder, at
dommeren anser sagen for at have principiel karakter – og at Povl Blak Bojer
under retssagen skal have bistand fra en advokat, så landmandens synspunkter
kan blive fremlagt bedst muligt.
- På baggrund af Bæredygtigt Landbrugs anmodning til
retten om at få berammet yderligere tid til sagen, har retten spurgt nærmere
ind til, hvad det er for principielle overvejelser, der er i sagen – og så har
dommeren efterfølgende drøftet det med anklagemyndigheden, lyder det fra Bjarne
Nigaard.
- Herefter er man blevet enige om, at den her sag er så
tung, og så vigtig, at den ikke skal jappes igennem på kun en time.
Ifølge Bjarne Nigaard er det uvist, hvornår sagen
genoptages:
- Fra at have været en ”walk in the park” – en sag, der
kunne overstås på forventet en time – er det her jo i hvert fald noget, som nu
vil inddrage væsentligt større ressourcer fra alle parter.