Halm og træpiller er omfattet af den nye afgift på biomasse, og det kan komme til at koste hesteejere dyrt
Hos Videncentret for Landbrug vurderer man, at ejerne af
mindst 50.000 heste rammes af den nye afgift på biomasse.
Herfra konstaterer man nemlig, at det kan blive op til
5.000 kroner dyrere om året for hesteejere at bruge halm eller træpiller som
strøelse til hestene, hvis den nye afgift på biomasse gennemføres.
For afgiften udløses uanset, hvad man bruger biomassen
til.
- Vi vurderer, at der er mindst 50.000 heste, hvis ejere
rammes af afgiften. For ejeren af en lille besætning vil det udgøre en relativt
stor ekstraomkostning i en forvejen ret dyr hobby, siger Jørgen Kold, chef for
Videncentret for Landbrug, Heste i et nyhedsbrev.
- Det er meget svært at se, hvorfor brug af biomasse til
strøelse skal føre til, at man som hesteejer bliver omfattet af en afgift, der
er tænkt som et rent energipolitisk tiltag. I praksis kommer afgiften til at
fungere som skat på hobby, tilføjer han.