Hækkerup: Vækstplan for fødevarer før jul

Fødevareminister Karen Hækkerup fastslår, at vilkårene for fødevaresektoren skal være i orden

Der er endnu ikke sat dato på for offentliggørelsen af vækstplanen for fødevarer.

Men ifølge Børsen lover fødevareminister Karen Hækkerup (S), at det sker inden jul. Hun slår fast, at hendes opgave er at skabe vækst og job i fødevareerhvervene:

- Fokus for mig er på vækst og arbejdspladser og på at være erhvervets minister. Vi skal præsentere en regulering, der er mere emissionsbaseret, hvor man ikke fokuserer på antallet af svin, men på, hvor meget de forurener. Det er den vej, vi skal gå, siger Karen Hækkerup til Børsen.

Til avisen forklarer hun, at hun som socialminister elskede at bruge pengene på mennesker, som det virkelig betød noget for.

- Nu står jeg med et erhverv, hvis eksport og indtægter er mere end dobbelt så store som alt det, vi brugte på socialområdet. Men uden de indtægter kunne vores velfærdssamfund ikke bestå. Og så skal vi saftsuseme også sørge for, at vilkårene for dem er i orden.

Læs også