Sådan bliver den nye jagtprøve

Bekendtgørelsen om jagttegn er nu trådt i kraft

Nye jægere skal fremover kunne vise, at de kan ramme med et haglgevær, før de kan gå på jagt.

Bekendtgørelsen om jagttegn trådte i kraft den 15. september, og dermed ligger det fast, at jagttegnsaspiranter i det nye år skal op til en haglskydeprøve. Desuden er jagtprøven blevet moderniseret. Det oplyser Naturstyrelsen.

- Den gamle jagtprøve var ikke længere tidssvarende, blandt andet fordi rekrutteringsgrundlaget for nye jægere har ændret sig i de senere år. Vi har ikke længere den samme oplæring ved eksempelvist et erfarent familiemedlem. I den nye prøve vil der derfor være mere fokus på jægerhåndværket, siger funktionsleder Elsebeth Braüner fra Naturstyrelsen på styrelsens hjemmeside.

- Men der vil selvfølgelig også stadigvæk være undervisning i klassiske discipliner som afstandsbedømmelse, våbenhåndtering og sikkerhed, tilføjer hun.

Ifølge Naturstyrelsen vil den obligatoriske del af uddannelsen fremover vare fire dage i stedet for de to dage, som den varer i dag.

Derudover skal man op til haglskydeprøven, hvilket for de fleste vil kræve forudgående træning på en skydebane.

Læs også