Arlas halvårsregnskab viser en omsætning på 35,7 milliarder kroner mod 29,9 milliarder kroner i første halvår sidste år
Arla kommer ud af årets første seks måneder med
markant fremgang i indtjening, omsætning og resultat. Koncernen begynder nu at
se effekten af sidste års fusioner og opkøb og har samtidig været hurtig til at
reagere på opturen på det globale marked for mejeriprodukter.
Sådan lyder det fra Arla, der torsdag morgen
præsenterede sit halvårsregnskab. Arla oplyser, at man i årets første seks
måneder nåede en omsætning på 35,7 milliarder kroner mod 29,9 milliarder kroner
i første halvår af 2012.
Arla forventer at nå en omsætning på 73 milliarder kroner
for hele 2013.
- Det globale marked for mejeriprodukter er mere
omskifteligt end nogensinde før. Efterspørgslen stiger støt, mens produktionen
af mælk varierer fra sæson til sæson, og det skaber hyppige og store udsving i
mælkepriserne. Vi arbejder fokuseret på at opnå en indtjening til
andelshaverne, der er blandt de bedste i markedet, og forventer også, at
Arla-indtjeningen for helåret bliver forbedret yderligere til knap 3,00 kroner
pr. kilo mælk, siger koncernfinansdirektør i Arla Frederik Lotz i en
pressemeddelelse.