Miljøminister Ida Auken tager i næste uge rundt på Sjælland, Lolland-Falster, Langeland og Fyn i en bus
Mens dele af regeringen fredag har travlt med at sige
goddag og farvel til diverse ministerier, bruger miljøminister Ida Auken (SF) –
der fortsætter på sin post – måske i stedet tid på at planlægge sin årlige
sommertur.
I hvert fald har miljøministeren inviteret en lang række
organisationer med om bord på bussen på en inspirationstur til Sjælland,
Lolland-Falster, Langeland og Fyn fra den 12. til den 14. august.
Her vil delegationen besøge en række naturområder,
fritidsfaciliteter og virksomheder. Det oplyser Miljøministeriet.
- Siden jeg begyndte som miljøminister, har jeg arbejdet for at åbne
Miljøministeriet op for omverdenen og gøre det mere lyttende. Sommerturen er et
forsøg på at invitere en række interesseorganisationer med på en tur, hvor vi
har mulighed for at få inspiration sammen, og hvor vi kan tale om nye løsninger
på en anden måde, end man gør i et mødelokale, siger Ida
Auken i en pressemeddelelse.
Varieret program
Ifølge
Miljøministeriet begynder sommerturen begynder i år i Ringsted med besøg i
Kærhave Skov, hvor en privat skovejer samarbejder med offentlige myndigheder om
at gøre skoven mere tilgængelig for børn, ældre og handicappede.
Siden
går turen til den 48 kilometer lange natursti 'Fodsporet' ved Næstved og videre
til Falster, hvor bussen stopper ved Nyord og Virkethus i Hannenovsskoven, hvor
gæsterne skal opleve resultatet af partnerskaber for at skabe naturoplevelser
og arbejdspladser i den grønne økonomi.
Tirsdag
og onsdag kører bussen på Lolland-Falster og videre til Langeland og Fyn, hvor
programmet blandt andet byder på så forskellige emner inden for
miljøministerens ressort som klimatilpasning, skovrejsning og fritidssejlernes
mulighed for at benytte digitale søkort.