Vejret giver store udfordringer for europæisk høstkaravane

En forsinket høst mod syd og en fremrykket høst mod nord giver øget pres på Jacob Korsgaard og kollegernes perlerække af Lexion-mejetærskere

På papiret er det måske let nok. Man tager omkring 25 Claas Lexion rotormaskiner. Transporterer dem til Rumænien ved Sortehavet. Og så mejetærsker man sig ellers op gennem Østeuropa i en høstkaravane, der følger afgrødernes tjenlighed, som sæsonen skrider frem.

Sådan er tanken bag landmand danske Jacob Korsgaards europæiske høstkaravane da også. Men i praksis er opgaven langt mere kompliceret end i teorien.

- Vi er virkelig udfordret på logistikken i år. Det skyldes primært, at afgrøderne længst mod syd er modnet forholdsmæssigt sent, mens vi i Letland og Litauen længst mod nord oplever en høst, der er fremrykket et par uger i forhold til det normale.

- Det betyder, at det vindue, vi har for at få transporteret vores 25 mejetærskere op gennem Europa, er meget mindre, end det ideelt set burde være. Og det har vi kunnet mærke i år, forklarer Jacob Korsgaard.

Kørt i pendulfart

De fire folk bag høstkaravanen, der foruden Jakob Korsgaard tæller en tysker og to polakker, sørger selv for transporten af mejetærskerne og deres skærebord.

- Nogle af vores lastbiler har virkelig kørt mange, mange kilometer på det seneste. De er nærmest kørt i pendulfart fra det sydlige og centrale Østeuropa og op til Baltikum, hvor vi nu har indledt høsten af raps og hvede i Letland og Litauen, fortæller Jacob Korsgaard.

Der skal bruges to lastbiler pr. flytning af mejetærskerne. Og når et team er vendt tilbage med et læs, har man skiftet chauffør-teams og er returneret sydpå for at hente endnu en mejetærsker og dens skærebord.

- Nogle lastbiler har slet ikke stået stille i de seneste mange dage. Og vi har skullet læsse på stort set alle tider af døgnet. Det her kunne slet ikke lade sig gøre uden mobiltelefoner, funderer den danske karavane-mand.

En af Claas-mejetærskerne er netop læsset af på landmandens gård ved Hinnerup. Her venter cirka 550 hektar blandede korn- og rapsmarker på at blive mejetærsket. 

Læs også