Folketinget strammer regler for antibiotikaforbrug
Partierne i veterinærforligskredsen er blevet enige om at skærpe grænseværdierne for Gult Kort-ordningen i svineproduktionen
De 200 svinebesætninger, der har det højeste antibiotikaforbrug, skal sænke forbruget, hvis de vil undgå et gult kort.
Det er konsekvensen af, at regeringen sammen med partierne bag veterinærforliget – Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti – har besluttet at stramme reglerne for at reducere antibiotikaforbruget i svineproduktionen.
- Et højt forbrug af antibiotika i landbruget kan være med til at udvikle resistente bakterier, så syge mennesker ikke kan behandles. Stigning i antibiotikaforbruget er derfor bekymrende, og jeg er glad for, at vi nu laver en forsigtig opstramning. Vi er nu landet på et acceptabelt kompromis, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) i en pressemeddelelse.
Partierne er enige om at skærpe grænseværdierne for Gult Kort-ordningen. Grænseværdien fastsættes, så antibiotikaforbruget skal sænkes hos de 200 besætninger, som har det højeste forbrug, hvis de vil undgå et gult kort. Det oplyser Fødevareministeriet.
Ifølge ministeriet opfordres Videncenter for Svineproduktion desuden til at iværksætte en rådgivningsindsats fokuseret på de besætninger, som har sværest ved at holde forbruget nede.
Veterinærforligskredsen mødes igen til efteråret for at gøres status på udviklingen.