Fødevareminister Mette Gjerskov er sammen med sine kolleger i EU nået frem til en aftale om reformen af den fælles landbrugspolitik
Tirsdag kort før midnat indgik EU’s landbrugsministre
aftale om en reform af den fælles landbrugspolitik. Aftalen skal nu forhandles
med Europa-Parlamentet.
EU-Kommissionen havde lagt op til en fordeling,
der ville indebære dramatiske indtægtsforskydninger mellem danske landmænd - og
som kunne store negative konsekvenser for de danske mælkeproducenter. Det
forslag skød landbrugsministrene imidlertid ned.
- Der
er faldet en meget tung sten fra mit hjerte nu, hvor vi er landet på en aftale,
hvor fordelingen mellem landmænd holder sig under to procent. Det sikrer
eksistensgrundlaget for de danske mælkeproducenter, siger fødevareminister
Mette Gjerskov (S) i en pressemeddelelse.
Til
gengæld er Mette Gjerskov skuffet over arbejdet med fortsat markedsorientering
af det europæiske landbrug.
- Jeg
havde gerne set en fortsættelse af den markedsorientering, der har været en rød
tråd i reformeringen af landbrugspolitikken de seneste mange år. Det er
beklageligvis ikke lykkedes, lyder det fra fødevareministeren med henvisning
til, at afskaffelsen af sukkerkvoterne er udskudt til 2017, og at det igen
bliver muligt at gøre flere dele af støtten produktionsafhængig.