Der skal kaninkød på tallerknerne i Marokko.

I hvert fald rejser ti medlemmer af LandboUngdom på lørdag til det nordafrikanske land for blandt andet at få en produktion af kaninkød op at stå på en landbrugsskole.

De ti danskeres rejse er en del af projektet ”Retten til at leve af landbrug”, som er skabt i LandboUngdom og fungerer som udveksling mellem danske og marokkanske unge, der arbejder med landbrug.

Formålet er at skaffe unge på landet bedre fremtidsmuligheder inden for landbrug via øget faglige kompetencer, flere praktiksteder og bedre faciliteter til praktisk læring på skolen.

- I den kommende uge, hvor vi besøger skolen, vil vi lave forskellige workshops for eleverne. Her vil vi blandt andet vise dem, hvordan de kan starte en kaninproduktion op, udvinde biogas, holde høns og lave nogle praktiske workshops om klovbeskæring og svejsning, fortæller Jane Lindedam fra LandboUngdom i en pressemeddelelse.

Kaninkød med mening

Hun deltager selv på turen og understreger, at det giver god mening, at elever på en marokkansk landbrugsskole lærer at producere kaninkød:

- De mangler i den grad proteiner i deres kost, da der ikke er råd til kød. Vi tager simpelthen på marked den første dag, og køber nogle store kødfulde kaniner, så bygger vi bure med dem og på den måde, får vi startet en produktion op, så skolen kan blive selvforsynende af kød. Kanin er et godt produktionsdyr, da det er billigt at fodre, nemt at have i bure og så er det sundt og magert kød.

Med på turen har LandboUngdom også 20 computere fra Ringkøbing-Skjern Kommune, som skal afleveres på landbrugsskolen. De donerede computere er aflagte, men funktionsdygtige.