100 millioner kroner til forskning i økologi

Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance har torsdag indgået en finanslovsaftale, der sikrer økologiforskning en stor pose penge

100 millioner kroner fra den såkaldte forskningsreserve har torsdag fået ben at gå på.

Regeringen har nemlig indgået en aftale om at afsætte 100 millioner kroner til forskning i økologi. Finanslovsaftalen er indgået mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance. Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Jeg er glad for, at der er opbakning til økologisk forskning, selvom vi lever i en tid med økonomisk smalhals. Økologien er meget vigtig i kampen for økonomisk vækst, arbejdspladser og bæredygtig produktion, og det er vigtigt, at vi fortsætter den gode udvikling, vi er inde i, lyder det fra fødevareminister Mette Gjerskov (S).

Med aftalen bliver der givet 40 millioner kroner i 2013. Desuden er der allerede nu afsat 30 millioner kroner til formålet i både 2014 og i 2015.

Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er de 100 millioner kroner til forskning og innovation et centralt fundament for videreudviklingen af den økologiske sektor, så regeringen kan nå sit mål om fordobling af det økologiske areal inden 2020.

Læs også