Landbrugselever på EU-tur

De kommende virksomhedsledere fra Bygholm Landbrugsskole diskuterede både landbrugspolitik og forsvarspolitik på studietur til Bruxelles

Der stod landbrug på både politisk og praktisk plan og militære forhold i NATO-regi, da 22 virksomhedsledere fra Bygholm Landbrugsskole var på en fem dage lang studietur til Bruxelles.

- I dagligdagen kan vi godt føle, at der er langt til toppen i f.eks. EU, men her fik vi og eleverne lejlighed til at opleve det på nærmeste hold og havde bl.a. en god snak med Venstres Jens Rohde, fortæller Kirsten Pedersen Due, der var en af de lærere, der var med på turen.

Jens Rohde sidder i EU-parlamentet og gav eleverne en god oplevelse, da han fortalte om EU's landbrugspolitik og om det vigtige i at bevare den nuværende landbrugsstøtte. Hans argument var, at en liberalisering af EUs landbrugspolitik vil betyde, at andre EU-lande i stedet vil indføre hver deres landbrugspolitik, hvilket vil være stærkt konkurrenceforvridende.

Belgisk blåhvidt

Der var også besøg hos Landbrug & Fødevarer, der har kontor i Bruxelles og bl.a. forsøger at påvirke beslutningstagerne i den retning, dansk landbrug ønsker. I øjeblikket gælder det blandt andet reformforslaget.

- Det var også meget spændende at høre en militærmand fortælle om NATO, noterer Kirsten Pedersen Due.

Omkring det praktiske landbrug var der besøg hos en kvægproducent, der har en nicheproduktion i form af kødkvægsracen belgisk blåhvidt.

Studieturen varede fem dage, hvor de tre dage blev tilbragt i Bruxelles – i øvrigt i de dage, hvor Danmark kunne fejre sit 40 års jubilæum som medlem af EF – nu EU.

Læs også