Egeskov Slots sædvanlige udstillinger får en ekstra landbrugsdimension i hele efterårsferien med blandt andet traktortræk
Egeskov Slot med dets mangeartede aktiviteter er også
land- og skovbrug, og det vil de gerne sætte fokus på i efterårsferien fra
lørdag den 13. oktober til søndag den 21. oktober.
- Sidste år viste vi landbrugsmaskinerne, som vi anvender
året igennem frem i efterårsferien, og det forekom interessant for de
besøgende. Derfor har vi til i år vurderet, at det var gentagelsen værd, så
traktorer, mejetærskere og redskaber vil være vasket og rengjort til
fremvisning, fortæller driftsleder Bo Jensen.
- Som yderligere aktivitet har vi om lørdagen, den 13.
oktober fra klokken 11.00 bag labyrinten og Falck-museet, arrangeret
traktortræk, hvor der har været tilmelding til landboungdommen.
- De har gennem sæsonen stor succes med deres
arrangementer, og gav derfor tilsagn om at medvirke til vores arrangement. Med
deres kompetence for netop denne aktivitet vil vi kunne fastholde det
kvalitetsniveau, som vores aktiviteter gerne skal fremstå med, nævner Bo
Jensen.
På Egeskov vil der være en halv snes personer fra
landboungdommen, som praktiske hjælpere for afviklingen.
På dagen for traktortrækket vil der desuden være
udstilling af traktorer fra tre af Fyns maskinfirmaer, Ringe Maskinforretning,
Heden Maskinforretning samt Glamsbjerg Maskin Center.