Liberal Alliances fødevareordfører Mette Bock kritiserer både høje afgifter og den nye randzonelov
- Det er penge direkte ud af vinduet, når Danmark i disse år lægger flere og flere afgifter og byrder oven på det danske landbrug. Det må stoppes – både for landbrugets og Danmarks skyld.
Så klart melder Liberal Alliances fødevareordfører Mette Bock, efter hun har set tal, der peger på, at dansk landbrug sikrer et stort overskud på den danske handelsbalance.
- Landbruget er meget mere vigtigt for den danske økonomi, end de fleste går og forestiller sig. Når landbruget kan trække dansk økonomi op på trods af krisen og de vanskelige vilkår for mange landmænd, viser det, hvor vanvittigt det er at blive ved med at slå på landbruget og forsøge at lægge det i graven, siger Mette Bock.
Hun peger blandt andet på de høje danske afgifter og den nye randzonelov og kalder det eksempler på områder, hvor dansk landmænd stilles ringere end de europæiske konkurrenter.
- For hver gang der hæves endnu en afgift for landmændene eller tages jord fra dem uden kompensation, mister vi arbejdspladser og penge til udlandet. Og vi risikerer at ødelægge et af dansk økonomis bedste guldæg.