Maskinforretningen og Valtra-forhandleren Agrotek i Hobro er i forvejen importører af skovvogne fra Movi samt gribere, rotatorer og grabbe fra Intermacato, og de har Valtra skovtraktorer.
Nu er deres program til skovbrugeren yderligere udvidet med programmet fra den tyske virksomhed BGU, der producerer save- og kløvemaskiner samt pakkemaskiner til brænde i sække, skovspil og flishuggere.
- Vi har altid gjort meget i skovbranchen via Valtras skovtraktorer, og med Movi og Intermacato kommer vi mere eller mindre over hele landet, fortæller Morten Christensen om den nye forhandling, der går gennem Complet, hvis program Agrotek fører i forvejen.
BGU har stort set alt indenfor området lige fra en enkelt kløvemaskine til et fuldautomatisk kløve- og saveanlæg med pakkeudstyr.
I størrelser der passer både den professionelle og hobbybrugeren.