353 stykker kvæg udstilles
Arrangørerne af Det Fynske Dyrskue glæder sig over fortsat stor opbakning blandt kvægfolkene.
Der bliver også i år masser af brølende køer, kvier og tyre på dyrskuepladsen i Odense.
Til Det Fynske Dyrskue, som foregår fredag, lørdag og søndag, den 14., 15 og 16. juni er der således tilmeldt 237 malkekvæg samt 116 stykker kødkvæg. I forhold til sidste år er det 14 færre malkekøer og en håndfuld kødkvæg.
- Set i lyset af de færre malkekøer og kvægbesætninger i det fynske område, er vi ovenud tilfredse med antallet af tilmeldinger, siger dyrskueansvarlige Gitte Bech fra arrangørerne, Fynsk Landbrugs Eventforening.
Som nævnt i sidste år er der rekordstor deltagelse med over 350 heste til årets dyrskue.
Endnu er tilmeldingerne af får og geder ikke opgjort, men her ventes færre dyr i boksene på pladsen på grund af de opstrammede veterinære regler.