Nu tjener FirstFarms endelig penge

Årets resultat før skat er forbedret med 22,5 millioner kroner for FirstFarms, og nu er der plus på bundlinjen for det danske landbrugsselskab med aktiviteter i Slovakiet og Rumænien.

Efter nogle turbulente år med direktørfyringer og blodrøde regnskaber, ser det nu ud til, at skuden er vendt for alvor for investeringsselskabet FirstFarms, der driver landbrug i Slovakiet og Rumænien..

Der er således i 2011 nu for første gang siden 2007 overskud i resultatet før skat. 10,8 millioner kroner lyder overskuddet på. I 2010 kunne selskabet præsentere et minus på 11,9 millioner kroner før skat, og året før, i 2009, lød underskuddet på massive 42,2 millioner kroner før skat.

Resultatet er lig med det, som man havde ventet sidste år.

- FirstFarms har gennemført væsentlige dele af den turnaround, som selskabet har været i gang med over de seneste par år, og vil nu have fokus på at realisere selskabets oprindelige målsætninger om at blive et stort og effektivt børsnoteret landbrugsselskab med fokus i første omgang på Slovakiet og Rumænien, lyder det i årsrapporten fra FirstFarms.

Stor omsætningsfremgang
Det er især en kraftig vækst i omsætningen, der har bidraget til det positive resultat. Omsætningen er således i 2011 steget til 129,3 millioner kroner mod 85,1 millioner kroner i 2010. Den store omsætningsfremgang skyldes blandt andet, at man i 2011 i Slovakiet har fået færdiggjort et stort staldbyggeri, hvor der er plads til cirka 2.750 malkekøer. Mælkeproduktionen i Slovakiet er således steget med 17 procent, og man producerede i regnskabsåret 22,2 millioner kilo mælk på anlægget.

God rumænsk høst
Derudover har en meget tilfredsstillende høst tilsat højere salgspriser end ventet i Rumænien, hvor FirstFarms ejer i alt 7.495 hektar jord, også bidraget positivt til FirstFarms regnskab.

Forventer et godt 2012
For 2012 lyder det, at man forventer en lignende omsætning som i 2011 og et lignende resultat.

Selskabet får desuden ny administrerende direktør. Anders H. Nørgaard tiltræder således 1. juni og afløser dermed Per Villumsen på posten. Per Villumsen fortsætter som driftsdirektør på FirstFarms slovakiske afdeling, hvilket man tidligere også har meldt ud.

Det er planen, meddeler man i sin årsrapport, at FirstFarms i år vil arbejde på at vokse, blandt andet gennem fusioner med andre danske landbrugsprojekter i Østeuropa.

Læs også