INDVIELSE: Fredag den 11. november indvies det nye Videncenter Thy-Mors i Thisted. Dermed er der skabt basis for vækst og udvikling i Forkants-Danmark, som formanden for LandboThy kalder det.
Forbipasserende kan ikke undgå at bide mærke i det nye store Videncenter Thy-Mors på Simons Bakke lige i udkanten af Thisted by.
Det er arkitektonisk markant i bybilledet med sine store, hvide flader, kæmpe vinduer og træpartier.
- Huset er bygget i energirigtige materialer, fortæller LandboThys formand Morten Yde, der glæder sig til at vise de nye faciliteter frem, når centret indvies den 11. november.
Indenfor er der tre etager og kælder forbundet af en trappe, der løber hele vejen op gennem huset. Fra den ene side af huset er det frit udsyn til Mors, mens udsigten til den anden side er udover landskabet i Thy.
Alle kvadratmeter i det nye center er øremærkede. Ikke bare til LandboThy men også til dyrlæger, arkitekter, landmålere, ingeniører, indkøbsforening og LandboThy Mæglerne.
- Det hele var lejet ud, inden vi begyndte at bygge, fortæller Morten Yde.
Den rigtige beslutning
Formanden garanterer, at det nye center ikke kommer til at betyde større udgifter til kunderne. Ikke alene fordi en del af huset er lejet ud, men også fordi de to eksisterende centre er solgt.
- Og så fik vi byggeriet til en rigtig god pris. Det havde været dyrere, hvis vi havde bygget få år tidligere, siger formanden.
Han understreger også, at der inden krisen var tale om, at strukturudviklingen gik så stærkt, at der i fremtiden ikke ville være brug for mere end fire til fem regionale centre. Et af de centre skal være LandboThys.
- Det er vigtigt, at vi har et lokalt center, hvor vi kan være tæt på det lokale politiske liv, siger formanden.
Forkant frem for udkant
Han mener desuden, at det er vigtigt, at landbruget går forrest, når der skal skabes vækst i de områder, som omtales som Udkantsdanmark.
- Vi vil ikke være et udkantsområde. Vi er på forkant, og med den sammensætning af lejere, vi har, så kan vi som videncenter være med til at bidrage til forskellige løsninger indenfor natur, klima og miljø, siger han.
- Vi går forrest, siger formanden, der ser mange perspektiver i det nye videncenter.
De seneste opgørelser af medlemstal viser også, at medlemmerne i Thy bakker op om projektet, mener han. På landsplan har landbrugets rådgivningsselskaber mistet 4,2 procent af medlemmerne. På regionsbasis drejer det sig om 5,5 procent, men i LandboThy har der kun været en tilbagegang på 1,6 procent.