Bliver det til en sejr til rød blok ved valget, vil der hurtigt blive nedsat en landbrugskommission, lyder det fra Bjarne Laustsen, fødevareordfører hos Socialdemokraterne, der inviterer V og K til at være med.
Skal man tro på den socialdemokratiske fødevareordfører, Bjarne Laustsen, så har landbruget noget at se frem til, hvis statsministeren efter 15. september hedder Helle Thorning-Schmidt.
- Landbruget har altid haft det bedst under socialdemokratisk ledede regeringer. Det er der rigtig mange bønder, der synes. De siger det ikke højt, men når vi snakker med dem på tomandshånd, så siger de det til os, lyder det fra den nordjyske socialdemokrat, der er i fuld gang med valgkampen, og som i går blandt andet var på besøg på en minkfarm.
I sommeren sidste år var Bjarne Laustsen med til at foreslå, at der bliver nedsat en landbrugskommission, som kan samle trådene og foreslå en bæredygtig og miljøvenlig fremtid for landbruget. Forslaget blev støttet af SF, De Radikale og Enhedslisten, mens regeringen og Dansk Folkeparti var i mod, og kommissionen blev derfor aldrig til noget.
Får oppositionen flertallet efter valget, så kan man dog godt regne med, at landbrugskommissionen bliver til virkelighed.
- Jeg vil håbe, at der ganske kort tid efter valget vil være enighed blandt flertallet, og at den her landbrugskommission bliver en del af regeringsgrundlaget, siger Bjarne Laustsen, der fortæller, at landbruget naturligvis bliver inviteret til at sidde med.
VK må godt være med
Det bliver dog ikke bare landbruget og den røde blok, som kommer til at sidde i landbrugskommissionen. Der kommer også til at sidde en lang række organisationer, blandt andet vil de grønne organisationer vil også få en stemme.
- Der er en masse hensyn at tage. Og så tror jeg da også, at Venstre og konservative, når først kommissionen er der, gerne vil bidrage til arbejdet. Alt det som de har lavet, er jo stadig ikke blevet til virkelighed endnu, siger Bjarne Laustsen.
- Grøn Vækst ligger jo i ruiner. De har lavet en landbrugslov, som der blandt andet på grund af finanskrisen, ikke er kommet nogen afklaring på, og så har de afskaffet ordningen for yngre jordbrugere, selvom der er flere hundrede, der lige nu står over for et generationsskifte, lyder det.
I må selv klare gælden
Selvom den socialdemokratiske fødevareordfører gør meget ud af at fortælle, hvor meget den røde blok vil gøre for landbruget i en landbrugskommission, så fortæller han, at der er områder, hvor man ikke vil hjælpe. Lettelserne på jordskatten på 500 mio. kr. om året bliver, som det har været fremme flere gange, rullet tilbage.
- Vi kan sagtens se de problemer, som landbruget har, men det kommer ikke til at blive sådan, at skatteborgerne i Danmark kommer til at overtage bøndernes gæld. Overhovedet ikke, lyder det fra Bjarne Laustsen.
En syltekrukke
Uanset, at de er inviteret til at bidrage med arbejdet i en eventuel kommende landbrugskommission, så er der hos Venstre stadigvæk langt fra opbakning til idéen. En landbrugskommission er lig med en syltekrukke, mener Erling Bonnesen, fødevareordfører hos Venstre.
- Syltekrukker er der ikke behov for. Vi har den viden, der skal til for at sikre dansk landbrug og fødevaresektoren lige konkurrencevilkår. Der ligger blandt andet flere analyser, som klart og tydeligt viser, at dansk landbrug er bombet godt to milliarder kroner bagud i konkurrenceevne i forhold til Tyskland. Det er derfor jeg hellere ser, at der nu kommer handling i stedet for yderligere syltekrukker, siger Erling Bonnesen.