Landbruget har udsigt til russiske milliarder

Fødevareminister Henrik Høegh (V) kalder møde med russisk kollega i denne uge for særdeles opløftende og lovende.

Der er rigtig god grund til optimisme, når det kommer til fremtidens handel mellem Danmark og Rusland.

Det fortæller fødevareminister Henrik Høegh (V), der var med under det netop overståede besøg af den russiske premierminister og ex-præsident Vladimir Putin i København.

Putin havde taget den russiske landbrugsminister Elena Skrynnik med sig, og hende fik Henrik Høegh sig en længere samtale med.

- Hun var meget interesseret og imødekommende over for al dansk viden, knowhow, genetik og teknologi. Vi kom rigtig langt rundt og vi blev enige om, at der nu bliver dannet en såkaldt »business-club«, fortæller Henrik Høegh.

Ministeren fortæller, at Landbrug & Fødevarer nu bliver bedt om at finde de pågældende virksomheder, som kan have interesse i at sidde i den. Fra russisk side vil man stille med producenter og erhvervsfolk, som har interesse i at udvikle russisk fødevareproduktion.

Interesseret i alt
- Russerne er sådan set interesserede i det hele. Jeg mærker en meget stor interesse fra russisk side i, hvordan vi i Danmark håndterer landbrugs- og fødevareproduktionen, og de er meget interesserede i samhandel, fortæller Henrik Høegh.

Han nævner blandt andet, at det drejer sig om pakning, logistik, håndtering af kød og kødprodukter i fødekæden, nyt genetik, nye kornsorter, læggekartofler, som der er akut russisk behov for lige nu. Derudover nævner ministeren vandingsteknik og -teknologi.

- Vi fortalte om den måde, hvor vi bruger internet og SMS-beskeder til landmændene for at fortælle om fordampningstallene hver dag. Det var de meget imponeret over. Det er sådanne ting, som de godt kan tænke sig at have med hjem, fortæller Henrik Høegh.

Skrev under på flere aftaler
Under mødet skrev de to ministrer under på en overordnet aftale om samarbejde mellem de russiske og danske fødevareministerier. Derudover blev der skrevet under på tre detail-aftaler, der handler om videnoverførsel, udvikling af genetik og fødevare- og landbrugsproduktion generelt.

- For et år siden mødte jeg Elena Skrynnik i forbindelse med et besøg fra præsident Medvedev, og jeg må sige, at inden for det seneste år er der sket en meget positiv udvikling, siger Henrik Høegh, der udover sine egne samtaler med den russiske minister tilskriver embedsfolkene i Landbrug & Fødevarer en stor del af æren for denne udvikling.

Én mia. mere
I 2010 beløb Danmarks eksport af landbrugsvarer og agroindustrielle produkter til Rusland sig til godt 3,5 milliarder kroner. Det er en stigning på 900 millioner kroner fra året før, efter at have været aftagende i de senere år, og der er mere i vente.

Ifølge Landbrug & Fødevarer så forventer man, en øget eksport til det russiske marked på yderligere én milliard kroner allerede i 2011.

- Når jeg taler med dem, der har arbejdet med Rusland i en række år, så siger de, at det er rigtigt, at det som er overskriften, det er udvikling og investeringer i den russiske fødevareproduktion. Det, som de dog også kan rapportere, det er, at noget som det her, det afføder altid, at der samtidig bliver en øget import af danske produkter. Det sker i og med, at man får en forståelse for hinanden, siger Henrik Høegh.

Læs også